26. oktober 2018
Fantasy for de større børn
"Syv minutter over midnat” er baseret på bogen ‘Monster’ af Patrick Ness. 12-årige Conor har det ikke nemt, hverken i skolen eller derhjemme. Hans far er flyttet til USA, og hans mor er kræftsyg, og derfor er han meget sammen med sin bedstemor, som ikke er særlig rar. Hverdagen er fyldt med drillerier, og Conor har svært ved at finde interesse for fagene i skolen. Han længes efter at have nogen at støtte sig til. En aften, præcis syv minutter over midnat, kommer monstret. Filmen er en smuk fantasy film om at finde styrken i sig selv og bearbejde sorg.
I denne uge præsenterer vi 30 nye film, se f.eks. den danske spillefilm med Søren Malling "Mesteren", "Ben-Hur" hvor danske Pilou Asbæk har en rolle, "Den amerikanske drøm" baseret på en roman af Philip Roth eller ugens mange dokumentarfilm.
Syv minutter over midnat
Spillefilm, 1t 44min
USA, Spanien, 2016 / drama / for større børn
12-årige Conor har det ikke nemt, hverken i skolen eller derhjemme. Hans far er flyttet til USA, og hans mor er syg, og derfor er han meget sammen med sin bedstemor, som ikke er særlig rar. Hverdagen er fyldt med drillerier, og Conor har svært ved at finde interesse for fagene i skolen. Han længes efter at have nogen at støtte sig til. En aften, præcis syv minutter over midnat, kommer monstret. Det er et kæmpe træ-lignende væsen, og det dukker op udenfor Conors soveværelsesvindue. For Conor er det en kærkommen flugt fra virkeligheden, og det store væsen viser sig at blive en uventet allieret. Væsnet dukker op hver aften syv minutter over midnat for at fortælle historier. Kraftfulde historier. I starten er det overvældende for Conor, men snart begynder han at finde styrken til at fortælle sin egen historie og tage magten over sit liv tilbage. En smuk fantasy film for de større børn, baseret på bogen 'Monster' af Patrick Ness.
![Se filmen ikon med link til filmen.]()
Se mange flere Fantasy film på Filmstriben
Addicted to solitude
Dokumentar, 1t
Danmark, 1999
Filmen, som skulle have handlet om en hvid gårdmandsfamilie og dens omstilling fra apartheid til demokrati, blev i stedet til en rapport om to sydafrikanske kvinder med forskellig baggrund. De tilhører begge det hvide mindretal i Sydafrika, hvis verdensbillede rystes efter apartheids fald og de har begge ensomheden og store tab i livet til fælles.
Ben-Hur
Spillefilm, 1t 58min
USA, 2016 / drama
Den episke historie om Judah Ben-Hur (Jack Huston), en prins, som bliver uretmæssigt beskyldt for forræderi. Anklageren er hans egen stedbroder Messala (Toby Kebbell), som er officer i den romerske hær. Judah bliver skilt fra sin familie og kvinden han elsker, og han må leve som slave. Sideløbende med Ben-Hurs skæbnefortælling følges en ung tømrer fra Nazareth, som begynder at gøre indtryk på flere og flere mennesker, og på forunderlig vis væves Jesus’ og Judahs liv sammen. Efter mange år på havet vender Judah tilbage for at få hævn, men i stedet finder han frelse. Filmen er baseret på Lew Wallaces roman “Ben-Hur: A Tale of the Christ”, og har danske Pilou Asbæk i en af rollerne.
Blinde engle
Dokumentar, 1t 25min
Danmark, 2005
Om en blind mand, der er passioneret paraglider og filmskaberens alter ego. Hans passion har dog gjort ham blind ved et uheld, men han er søgt tilbage til bjerget i Afrika, der har frataget ham synet. I et forsøg på at komme til at paraglide igen engagerer han stuepigen, som på den måde skal agere hans øjne. Deres forhold intensiveres, og det er ikke uproblematisk for en hvid mand og en sort fattig kvinde.
Déjà vu
Dokumentar, 1t 26min
Danmark, 2016
Selvbiografisk skæbnefortælling om Jon Bang Carlsens (f. 1950) søgen efter at forsone sig med sin far, fortalt gennem billeder og klip fra instruktørens lange karriere.
Den store stygge ræv og alle hans venner
Animation, 1t 23min
Frankrig, 2017 / komedier / for små børn
Små historier om den store stygge ræv, der ikke er så styg at hønsene er bange for ham. F.eks. stjæler han tre æg fra en rugende høne, men opdrager kyllingerne i stedet for at spise dem.
En amerikansk drøm
Spillefilm, 1t 44min
USA, 2016 / drama
Efterkrigstidens USA. Samfundet emmer af optimisme og uskyld. Den legendariske high school-sportsstjerne Seymour “Swede” Levov gifter sig med den nyligt kårede Miss New Jersey, og han arver sin fars millionforretning, en succesfuld handskefabrik. Livet er godt, og han indleder en tilværelse, der tegner til at blive pæn og ordentlig, ja faktisk så tæt på den amerikanske drøm, som man kan komme. De får en datter, Merry, og de elsker hende højt. Alt ser ud til at være i skønneste orden i det flotte hus i det pæne kvarter i Rimrock, New Jersey. Men ikke alt går efter planen.
Filmatiseringen af Philip Roths roman “En amerikansk drøm” følger den amerikanske familie i adskillige årtier, hvor de gennemlever de sociale og politiske omvæltninger, der ændrer USA’s selvopfattelse og kultur for altid.
Fucking Åmål
Spillefilm, 1t 26min
Sverige, 1998 / kærlighed / for unge
Fortælling om at være teenager og anderledes i en lille svensk provinsby Åmål i 1990'erne. Man møder smukke Elin, hendes storesøster, de seje drenge og tilflytteren, den ensomme, længselsfulde Agnes.
Fugl Fønix
Dokumentar, 49min
Danmark, 1984 / drama
På en såkaldt overlevelsesskole i USA bliver folk trænet i våbenbrug, nærkamp, baghold m.m. James Jarrett, skolens leder og filmens hovedperson, har været soldat i Vietnam, agent for FBI og involveret i CIA. Det er hans overbevisning, at alle kommer til at kæmpe mod alle, hvis verden bliver ramt af en atomkrig, eller hvis samfundet går til grunde på anden vis.
Før gæsterne kommer -
Kortfilm, 20min
Danmark, 1989
Instruktøren opsøgte et gammelt feriehotel på Fanø, interviewede de to gamle damer, som tog sig af hotellets drift, talte med dem og vendte tilbage med et manuskript, hvor de skulle spille sig selv, der forbereder sæsonen ved at gøre rent og mindes de gode gamle dage.
Gysensten slot
Spillefilm, 1t 32min
Tyskland, 2016 / komedier / for større børn
Drengen Stephan bliver sendt på kostskole på Gysensten Slot, hvor han optages i et hemmeligt broderskab, som ligger i fejde med pigerne fra den nærliggende pigeskole. Fejden går ud på at pranke hinanden bedst muligt. Men en dag går pigerne over stregen og bliver overført til Gysensten Slot! Og pludselig er livet på skolen ændret for altid.
Hotel of the Stars
Dokumentar, 59min
Danmark, 1981 / komedie
Dokumentarisk komedie om filmstatister, om deres drømme, og om hvordan disse drømme afspejler det amerikanske samfund.
I am not your negro
Dokumentar, 1t 33min
USA, 2016
Forfatteren og samfundskritikeren James Baldwin kendte både Malcolm X, Medgar Evers og Martin Luther King, Jr. Denne dokumentarfilm er baseret på Baldwins ikke-færdiggjorte manuskript til bogen "Remember This House" og tager begrebet "racisme" under kløgtig behandling.
It's now or never
Dokumentar, 44min
Danmark, 1996 / komedie
Dokumentarisk komedie om irske Jimmy som opsøger en matchmaker for at finde en kvinde at dele livet med.
Jalla! Jalla!
Spillefilm, 1t 29min
Sverige, 2000 / komedier
Libanesiske Roro og svenske Måns er bedste venner. Roros familie ønsker at han gifter sig med libanesiske Yasmin, men han har en svensk kæreste. Roro og Yasmin aftaler proforma-ægteskab for at tilfredsstille familien. Samtidig har Måns problemer med potensen, der først løses da han forelsker sig i Yasmin.
Klassen
Spillefilm, 2t 4min
Frankrig, 2008 / for unge
Francois er en lærer, der giver sig selv fuldt ud og konstant udfordrer eleverne på ord. Men ikke alle i klassen bider til bolle, og der er mange over- og undertoner i en multietnisk klasse, som yderligere bobler af pubertet.
Knallhart
Spillefilm, 1t 36min
Tyskland, 2005 / drama / for unge
15-årige Michael bor alene med sin mor, og da de flytter til et socialt belastet kvarter i Berlin bliver han udsat for vold og trusler fra en bande indvandrerunge..
Lilja 4-ever
Spillefilm, 1t 45min
Sverige, 2002 / drama / for unge
16-årige Lilja lever for lud og koldt vand i det tidligere Sovjetunionen, men hendes lykke synes at vende, da hun møder Andrej, som tilbyder at tage hende med til Sverige. Men Andrej er kun et led i en menneskesmuglerkæde, der sælger unge piger til prostitution.
Mesteren
Spillefilm, 1t 34min
Danmark, 2016 / drama
Simon er kongen af den danske kunstscene – excentrisk, succesfuld, velhavende med en smuk kone og en ung elskerinde. Livet er smukt, lige indtil den dag hans ukendte søn Casper dukker op og tager alt opmærksomhed. Det viser sig nemlig, at Casper er den verdensberømte graffiti-kunstner ”The Ghost”. Det provokerer og udfordrer Simon, og far-søn forholdet sættes på en alvorlig prøve. Stik mod forventning nærmer de to sig dog langsomt hinanden, men spørgsmålet er, om blodets bånd er nok? For Simon har egentlig ikke behov for at være far, og Casper vil mere med sin far end blot at lære ham at kende…
Min afrikanske dagbog
Dokumentar, 45min
Danmark, 1999
Hjalmar på 9 år er med sin familie på rejse i Sydafrika. Han går i forskellige skoler og får nye kammerater, som har levet halvdelen af deres liv under apartheid og halvdelen i en periode, hvor alle fra præsidenten og ned forsøger at finde deres nye roller. Det er ikke sine drømmes Afrika om søde buskmænd, der møder Hjalmar, men et samfund i voldsom forandring.
Min irske dagbog
Dokumentar, 30min
Danmark, 1996
Hjalmar er 6 år og er med sin lillebror, Simon, rejst til Irland, hvor de skal bo i et år. I en lille landsby på kanten af Atlanterhavet skal Hjalmar og hans familie skabe et nyt liv. Hjalmar skal gå i den lokale skole og lære nye kammerater at kende.
Motorcykel dagbog
Spillefilm, 2t
Storbritannien, 2004 / drama
Året er 1951. Ernesto Guevara tager sammen med en ven på en motorcykeltur rundt i Sydamerika. Undervejs møder de megen social uretfærdighed, og de mange kranke skæbner brænder sig fast i bevidstheden på den unge Ernesto.
Portræt af Gud
Dokumentar, 1t 20min
Danmark, Norge, 2001 / drama
Som en privatdetektiv starter filminstruktøren Jon Bang Carlsen sin søgen efter Gud. Han har svært ved at finde troen i sig selv, men søger den ude i det sydafrikanske samfund. Tættest på målet kommer han i Pollsmoor fængslet i Capetown, hvor de indsatte finder trøst i religionen.
Racer and the jailbird
Spillefilm, 2t 4min
Frankrig, Belgien, 2017 / drama, kærlighed
Gino, en elegant og kontrolleret mand, der arbejder på den forkerte side af loven, mister langsomt fodfæstet, da han møder den unge professionelle racerkører Bénédicte. Affæren tager hurtigt fart, men da et farligt kup i Bruxelles nærmer sig, begynder de barske realiteter at komme på tværs af lidenskaben. Snart er både forholdet og deres respektive liv sat på spil.
Renhed slår alt
Dokumentar, 51min
Danmark, 2007
Miriam Lichterman og Pinchas Gutter, to overlevende jøder fra Auschwitz, fortæller om de nazistiske dødslejres ufattelige gru. Deres skæbnefortællinger flettes sammen med idylliske billeder fra instruktøren Jon Bang Carlsens hverdag og hans egne minder om at vokse op i 50'ernes Danmark hvor de rædsler, der fandt sted i nabolandet blot få år før, blev fortrængt og fortiet.
Sepideh - drømmen om stjernerne
Dokumentar, 1t 30min
Danmark, Tyskland, 2013
Sepideh Hooshyar bor i det sydlige Iran. Hendes største ønske er at blive astronaut, men hun møder meget modstand i et samfund, der stiller helt andre krav til en ung kvinde. Men hun tager kampen op og allierer sig med verdens første kvindelige rumturist, Anousheh Ansari.
Stormy 3
Spillefilm, 1t 46min
Tyskland, 2017 / for større børn / for unge
Mika arbejder som hestehvisker, men keder sig. Hun får mærkelige drømme, og følger dem ved at tage til Spanien med Stormy. Her opdager hun en flok vilde heste, som er i fare. Hun arrangerer et hestevæddeløb for at redde dem.
Se også "Stormy 1 og 2".
This is England
Spillefilm, 1t 38min
Storbritannien, 2006 / drama / for unge
Den 12-årige Shane har mistet sin far i Falklandskrigen og mobbes i skolen. Et lyspunkt kommer, da en gruppe skinheads tager sig af ham, men et racistisk National Front-medlem får ham til at kæmpe mod den virkelige fjende, de fremmede, for at redde sin fars ære.
Tilsammans
Spillefilm, 1t 42min
Sverige, 2000 / komedier
Kollektivet "Tillsammans" har marxistisk-leninistisk elementærkursus på hovedpuden, men de voksne har så travlt med deres ventreorienterede korrekthed og modstridende følelseskriser, at de er i færd med helt at glemme børnene.
Vi er de bedste
Spillefilm, 1t 38min
Sverige, 2013 / drama / for større børn / for unge
Stockholm 1982. Bobo, Klara og Hedvig er tre piger på 13 år, der hænger ud i gaderne og taler om alt mellem himmel og jord. De er modige og cool, men samtidig også usikre og forvirrede. De tre piger beslutter sig for at lave et punkband på trods af, at ingen af dem har et instrument og alle siger, at punken er død!
Hilsen
Filmstriben
Persondata
Du modtager denne mail, fordi du er tilmeldt som modtager af nyhedsbrevet 'Nyt fra Filmstriben' fra DBC a/s.
Klik på linket i bunden af denne mail "Opdatér din profil" for at se, hvilke data, vi har registreret om dig.
Vi benytter alene dine data til at sende dig nyheder om Filmstriben. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Når du har afmeldt dig, sletter vi dine data.
Vi udsender dette nyhedsbrev ved hjælp af MailChimp, som vi har en databehandleraftale med.